Guldborgsund

Det kræver masser af frivillige hænder for at gøre klar til det store Dølle-rykind på fra på torsdag. Arkivfoto: Jakob Poulsen

Mere end 100 frivillige i sving på Dølle: Skraldespande kørte væk i blæsten

Dølles frivillige fik lørdag lidt andre opgaver end de plejer.

Offentliggjort

Frivillige kræfter tog i weekenden godt fat, og var med til at bringe årets Dølle-marked et stort skridt nærmere torsdagens åbning. For folkene bag det store marked er det enormt vigtigt at have denne store flok af ekstra hænder, der hjælper med en lang række af forskellige opgaver.

Lørdag var omkring 120 frivillige samlet på markedspladsen, og søndag var tallet helt op imod 200.

Især for dem, der valgte at møde op lørdag, var det en noget udfordrende opgave, de blev sat på. Kraftig blæst peb ned over den åbne markedsplads.

- Vi blev nødt til at stabilisere teltene noget mere, og servicere dem i løbet af dagen. Det var med til at forsinke hele processen, fordi vi pludselig fik andre serviceopgaver, fortæller markedsformand Per Hansen.

En af de mere specielle opgaver var at holde styr på markedets skraldespande.

- De skraldespande, som vi stillede ud på markerne, kørte deres vej i blæsten, så dem skulle vi have mere styr på.

Tivoliland på vej

For et marked af Dølles størrelse er det vigtigt, at der er en masse frivillige kræfter at trække på.

De får gjort området klart, så stadeholdere og andre erhvervsdrivende kan rykke ind og gøre klar til fire dage med masser af mennesker.

- Vores frivillige er altafgørende for, at vi på så kort tid kan bygge et marked op. Samtidig er det jo nogle hjælpere, som ikke bare møder op for at skabe en fest, men også for både at bygge op og tage ned. Ved et arrangement som det her, er det næsten vigtigere end noget andet, at vi har nogle, som er klar til at hjælpe uden for markedets primetime, forklarer Per Hansen.

Med de mange frivilliges store indsats er markedet nu klart til at tage imod det store rykind af stadeholdere og tivoli i de kommende dage.

- Mange af dem kommer direkte fra Bellahøj Kræmmermarked, hvor også Tivoliland har været inde. De pakkede tivoliet ned i går, og kommer så rullende ind i dag og i morgen. Stadeholderne kommer også dryssende stille og roligt over de næste dage.

Dølle åbner på torsdag klokken 16.