Indland

Danmark, som er repræsenteret af Søren Torpegaard Lund og sangen "Før vi går hjem", kvalificerede sig torsdag aften til lørdagens finale i årets internationale melodigrandprix. - Foto: Hannibal Hanschke/Ritzau Scanpix

Danmark åbner årets finale i Eurovision

Søren Torpegaard Lund er den første finalist på scenen, når årets Eurovision skal afgøres lørdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danmark er det første land, der skal på scenen i finalen i det internationale melodigrandprix, som løber af stablen i Wiener Stadthalle i Østrigs hovedstad, Wien, lørdag aften.

Dermed åbner Søren Torpegaard Lund årets Eurovision-finale med sin sang, "Før vi går hjem".

Det annoncerer Eurovision-arrangørerne, som har offentliggjort rækkefølgen på de 25 finalister.

Værtslandet Østrig, der er repræsenteret af sangeren Cosmó, som stiller op med nummeret "Tanzschein", lukker showet som finalens sidste artist.

Ud af de 25 finalister har 20 skullet kvalificere sig. Heriblandt Danmark.

De første ti lande blev fundet i tirsdagens semifinale, mens de sidste ti blev fundet torsdag aften.

Søren Torpegaard Lund var på scenen for at overbevise seerne og fagjuryerne i den anden semifinale.

Seks lande er automatisk kvalificeret: Italien, Tyskland, Storbritannien, Spanien og Frankrig, da de betaler den største del af gildet, samt sidste års vinderland, som denne gang er Østrig.

Spanien har - ligesom Holland, Slovenien, Irland og Island - boykottet årets grandprix på grund af de humanitære konsekvenser af Israels offensiv i Gaza, der blev indledt efter den militante gruppe Hamas' angreb i Israel i 2023.

Eurovision-finalen kan ses på DR1 lørdag klokken 21.

/ritzau/