Guldborgsund

Simon Hampe var kandidat for Dansk Folkeparti i både Guldborgsund- og Lollandkredsen. Arkivfoto: Lars Hovgaard

Ny bombe i DF-kaos: - Simon Hampe blev valgt, fordi han var den dårligste kandidat

Tidligere DF-næstformand Birgit Holse siger, at Stine Steffensen blev fjernet som folketingskandidat, fordi partiet frygtede, at hun kunne få flere personlige stemmer end partiets foretrukne kandidat, Malte Larsen.

Offentliggjort Sidst opdateret
Tidligere DF-næstformand Birgit Holse hævder nu, at Simon Hampe blev valgt som kandidat, fordi partiet vurderede, at han ikke var nogen reel trussel mod kandidater højere oppe på listen. Arkivfoto. Pressefoto

Konflikten i Dansk Folkeparti på Lolland-Falster tager nu endnu en opsigtsvækkende drejning.

Den tidligere og nu ekskluderede DF-næstformand og nuværende byrådsmedlem i Guldborgsund Kommune, Birgit Holse, hævder nu, at byrådsmedlem Stine Steffensen blev fjernet som folketingskandidat for at beskytte partiets foretrukne kandidat, Malte Larsen.

- Havde Stine stået på listen, så havde vi haft en kandidat fra Nykøbing Falster. Men det var man ikke interesseret i fra centralt hold. Man ville gerne have Malte Larsen, siger Birgit Holse til Folketidende.

Ifølge Birgit Holse blev Simon Hampe valgt som kandidat, fordi han ikke blev betragtet som en reel konkurrent.

- Man vidste, han ikke kunne trække stemmer, siger Birgit Holse.

Var ingen konkurrent

Birgit Holse fortæller, at Malte Larsen oprindeligt ikke stod på kandidatlisten i Sjællands Storkreds.

- Malte var jo ikke med på listen fra starten. Og så lige pludselig skulle han på listen, og derfor var de nødt til at lave hele den omrokering, siger hun.

Hun mener samtidig, at Stine Steffensen havde været en stærkere kandidat.

- Stine havde været en konkurrent til dem deroppe på Sjælland. Simon Hampe var ingen konkurrent, siger Birgit Holse.

Hvem er Malte Larsen?

Foto: Dansk Folkeparti

Malte Larsen er et nyt folketingsmedlem for Dansk Folkeparti valgt i Sjællands Storkreds ved folketingsvalget i marts 2026. Han fik 1.036 personlige stemmer og blev valgt som DF’s andet mandat i storkredsen.

Han er født i 2001, tidligere formand for Nye Borgerliges Ungdom og meldte sig ind i Dansk Folkeparti i 2023 efter et opgør i Nye Borgerlige.

I dag er han folketingsmedlem og blandt andet klima-, energi- og kulturordfører for DF.

Ifølge Birgit Holse var Malte Larsen DF-toppenes foretrukne kandidat i Sjællands Storkreds, og derfor ønskede man ikke, at Stine Steffensen skulle stå på listen som en stærk lokal konkurrent.

Hun peger blandt andet på Simon Hampes tidligere valgresultater.

- Han har forsøgt tre gange at komme i byrådet, to gange at komme i Folketinget og også forsøgt at komme i bestyrelsen. Det er ikke lykkedes ham nogen steder, siger Birgit Holse.

Offentlig kritik

Ifølge Birgit Holse var det netop hendes offentlige kritik af Simon Hampe, der forseglede hendes tid i Dansk Folkeparti.

- Det er jo derfor, jeg blev ekskluderet, fordi jeg sagde direkte, at Simon Hampe var den forkerte kandidat, siger hun.

Dansk Folkeparti ekskluderede i april både Birgit Holse og daværende lokalformand Bente Bagge med henvisning til “partiskadelig og illoyal adfærd”.

Partiet har tidligere forklaret over for Folketidende, at kritik af partifæller burde være blevet håndteret internt og ikke offentligt.

Fravalg af Stine Steffensen årsag til konflikten

Birgit Holse mener samtidig, at hele konflikten i DF Guldborgsund begyndte, da Stine Steffensen blev fjernet som folketingskandidat.

- Det starter hele vores problem og ballade, siger hun.

Hun afviser samtidig, at der var alvorlige problemer i lokalforeningen inden da.

- Overhovedet ikke - der var ingen problemer førhen, siger Birgit Holse.

Simon Hampe ønsker ikke at kommentere oplysningerne over for Folketidende.

Partisekretær Erik Bjørn Møller oplyser ligeledes, at han ikke har nogen kommentarer til påstandene.

Stine Steffensen er forsøgt kontaktet, men er ikke vendt tilbage på Folketidendes henvendelser.