Guldborgsund

Guldborgsund Kommune vil udvikle et nyt ferie- og oplevelsesområde i Marielyst. Arkivfoto: Anders Knudsen

Infomøde om resortplaner i Marielyst er udsat

Det informationsmøde, hvor borgere og erhvervsliv skulle høre mere om planerne for et nyt ferie- og oplevelsesområde ved Marielyst, er flyttet fra maj til 8. juni.

Offentliggjort

Møde om resortplaner i Marielyst er flyttet

  • Infomødet om Marielyst er flyttet til 8. juni på Hotel Nørrevang.
  • Borgere kan høre om planerne og stille spørgsmål til kommunen og Business Lolland-Falster.

Borgere, naboer og erhvervsdrivende må væbne sig med lidt mere tålmodighed, hvis de vil have flere svar om de store resortplaner ved Marielyst.

Det informationsmøde, der tidligere var varslet til 27. maj, er nu rykket til mandag 8. juni klokken 16.30-18.00 på Hotel Nørrevang.

Her vil Business Lolland-Falster, Guldborgsund Kommune, Nordicals og Nybolig Development Enemærke & Henriksen præsentere baggrunden og visionen for det nye ferie- og oplevelsesområde. Projektet beskrives fortsat som værende i en tidlig fase, og mødet skal give borgere, erhvervsliv og andre interessenter mulighed for at stille spørgsmål og komme med input.

Planerne har tidligere vakt både store forhåbninger og markante bekymringer, blandt andet blandt naboer til de opkøbte arealer vest for Marielyst.

På programmet er oplæg fra blandt andre borgmester Simon Hansen og direktør Mikkel Wesselhoff fra Business Lolland-Falster. Derudover skal Niels Feerup og Henning Forsberg tale om, hvordan Marielyst kan udvikles som helårsdestination.

Tilmeldingsfristen er 29. maj.