De nyere omklædningsrum i Østofte skulle egentlig være lukket 1. marts, men de kan bruges sæsonen ud, hvis Bo Fremming booker dem på forhånd. Arkivfoto: Palle Nevad Frandsen

Håndboldformand: Vi venter stadig på klare retningslinjer

Lidt er blevet bedre i Østofte, men Bo Fremming fra den lokale håndboldklub mangler stadig viden om fremtiden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da Østofte Hillested Håndboldklub 19. februar fik at vide, at Østoftehallens nyeste omklædningsrum skulle lukkes ned fra 1. marts, gav det store panderynker. Uden to af de fire omklædningsrum til rådighed, ville det være svært at spille andet end hyggehåndbold. 

Klubbens bedste hold spiller i danmarksserien, og hjemmebanekampene bliver oftest afviklet med flere andre af de lavere rangerende hold spillende hjemme den dag. Det giver liv i hallen, men også mange spillere. 

- Vi har ti hold igennem på sådan en dag. Det er 100 til 120 spillere, der skal i bad. Og når vi nævner det for kommunen, så får vi at vide, at holdene må deles om klædningsrummene, lød det fra en frustreret Bo Fremming dagen efter mødet. 

Han er formand i klubben og appellerede til, at man i det mindste lod dem spille sæsonen færdig med alle bad i brug.

Det har Østofte Hillested Håndboldklub fået lov til. Men der skal gøres en indsats.

- Hver gang, vi skal bruge dem, så skal vi kontakte forvaltningen for at booke disse omklædningsrum, så den kan se, hvornår de er i brug, forklarer Bo Fremming.

Vil overtage omklædningsrum

Han har foreslået Lolland Kommune, at håndboldklubben at overtager det nybyggeri, som den selv sørgede for blev bygget - for siden at overdrage det til kommunal drift. Det var forvaltningen ikke afvisende overfor, men ville kigge på sagen og vende tilbage.

- Det har vi ikke fået noget svar på, slår formanden fast.

Efter mødet 19. februar stillede brugerne af Østoftehallen en række spørgsmål til Lolland Kommune, som handlede om, hvordan man helt lavpraktisk skal klare driften under de nye kommunale krav til inddragelse af foreningerne i arbejdet. Der blev lovet svar i denne uge.

Jeg har været i kontakt med flere af dem fra de andre haller, som også vil klage til kommunen over planerne.

Bo Fremming

Kommunens opgaver til foreningerne

Som en del af besparelserne på halområdet blev brugerne af Rødbyhavn Sportshal, Højrebyhallen, Østoftehallen, Rudbjerghallen og Ravnsborghallen meddelt, at de fra 1. marts 2025 selv skulle stå for flere opgaver. Her er de vigtigste ansvarsområder:

  • Administration og booking:

Selv opsøge og udnytte ledige haltimer.

Fordele haltimer internt (eller via Kultur- og Fritidssekretariatet).

Opdatere og vedligeholde infoskærme.

Kilde: Lolland Kommune

- Nu er det fredag middag, og vi har intet hørt fra dem. Jeg synes stadig ikke, at der rigtigt er styr på noget. Vi venter stadig på nogle klare retningslinjer, og besked om hvor eksempelvis rengøringsartiklerne skal stå, eller hvem der har det økonomiske ansvar, hvis noget går i stykker.

Hele sagen har dog fået de lollandske foreninger til at tale tættere sammen, for utilfredsheden i Østofte er blot en kopi af stemningen i de andre haller.

- Jeg har været i kontakt med flere af dem fra de andre haller, som også vil klage til kommunen over planerne, siger Bo Fremming.