Guldborgsund
Holger Schou Rasmussen (til venstre) og Simon Hansen (til højre) forstår ikke, at en overlæge fra sygehuset i Roskilde er utilfreds med at skulle arbejde på sygehuset i Nykøbing en gang om måneden. Arkivfotos: Anders Knudsen (tv) og PatrickKirkby.com (th)
Lokale borgmestre til modangreb i sygehusdebat: - Uforskammet!
En hjertelæge fra sygehuset i Roskilde gav i sidste uge udtryk for stor utilfredshed med, at han en gang om måneden skal arbejde på sygehuset i Nykøbing. Nu får han svar på tiltale fra de to lokale borgmestre. Og særligt den ene borgmester lægger ikke fingrene imellem.
Det blev ikke just hjerteligt modtaget på borgmestergangene i Maribo og Nykøbing, da hjertelæge Michael Ottesen fra Sjællands Universitetshospital i Roskilde i sidste uge stod frem i flere medier med en utilfredshed over, at han nu er blevet pålagt at arbejde på sygehuset i Nykøbing én gang om måneden - og på sigt to gange om måneden - for at være med til at løse manglen på speciallæger på sygehuset i Nykøbing.
- De patienter kunne jeg lige så godt have set i Roskilde. Hvis man ikke kan få arbejdskraft herned og skal bruge tvangsudskrevet arbejdskraft, så skulle man måske være mere realistisk, sagde han blandt andet til DR.
Det har fået borgmestrene i Lolland og Guldborgsund kommuner til sammen med regionsrådsformanden i Region Sjælland at skrive et fælles læserbrev som svar.
- Det
handler om patienterne og borgerne på Lolland og Falster og deres ret til samme
adgang til sundhedsvæsenet som alle andre har. Det handler om respekt for de dygtige medarbejdere, der
hver dag møder på arbejde på Nykøbing Sygehus og gør en forskel. Når dygtige
fagfolk vælger området fra, bliver virkeligheden brutal for de patienter, der
bliver valgt fra, skriver Holger Schou Rasmussen, Simon Hansen og Trine Birk Andersen blandt andet i læserbrevet.
Stram i ansigtet og ved at springe i luften
Over for Folketidende lægger Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen (S) ikke skjul på, at han ikke har meget til overs for blandt andre Roskilde-lægens måde at se situationen på.
- Personligt bliver jeg noget stram i ansigtet, når jeg ser en overlæge fra Roskilde sige, at man ikke synes, man skal bidrage til sundheden i hele Danmark. Jeg betaler statsskat, ligesom alle andre mennesker på Lolland-Falster også gør, til, at man kan lave de fine uddannelser i hovedstaden, og så føler man sig åbenbart så privilegeret, at man ikke mener, man skal arbejde andre tjenestesteder i den region, man er ansat i. Jeg synes ganske enkelt, at det er uforskammet, siger Holger Schou Rasmussen.
- Jeg var ved at springe i luften, da jeg så den overlæges udtalelser, og det viser jo bare lidt om, hvor stor ulighed, der er i vores østlige region. Der er ingen grænser for, hvad der kan laves inde i hovedstaden, mens vi andre slås hernede for at få tingene til at hænge sammen, og så kan man ikke engang være bekendt at sende en læge.
- Men det fortæller også lidt om de prioriteringer, der er fra nationalt hold, hvor man bare har ladet stå til i 20 år med centraliseringer og skæve fordelinger, og folk, der synes, at "uha, vi skal da ikke ned til pøbelen og hjælpe dem". Det er et udtryk for dekadence, så det batter. Jeg har næsten ikke ord for det, siger Holger Schou Rasmussen.
- Det mest nødvendige sygehus i Danmark
Hans borgmester- og partikollega i Guldborgsund Kommune, Simon Hansen (S), forklarer, at det fælles læserbrev også handler om at sende et signal i den igangværende valgkamp om vigtigheden af at have et godt sygehustilbud i Nykøbing.
- Det her sygehus er det mest nødvendige sygehus i Danmark, når man kigger på den sundhedsprofil, vores borgere har - og det kommer vi også i Socialdemokratiet til at prioritere benhårdt i den nye storregion, siger Simon Hansen.
- Og når en læge så kommer med den slags kritik, så er det vigtigt for os, at det ikke bliver en enkeltstående læge, der er lidt halvsur over, at han skal køre til Nykøbing en gang om måneden, der får lov at definere, hvordan sygehuset i Nykøbing skal omtales, tilføjer Simon Hansen, der betegner lægens utilfredshed med at skulle til Nykøbing en gang om måneden som "helt utilstedelig".
- Det, han ikke har forståelse for, det er, at de patienter, som han kører ned for at tilse på sygehuset i Nykøbing, de kommer altså ikke bare til Roskilde. Det er en af de udfordringer, vi har i vores sundhedsdel - det er mobiliteten blandt de syge borgere. Så derfor har vi behov for, at lægerne kommer ud, hvor de syge mennesker er, og får lavet den nødvendige opfølgning, så vi sikrer os, at borgerne ikke bliver mere syge, siger Simon Hansen.