Guldborgsund

En madelevator er kommet på tværs for åbningen af Bord 4 på torvet i Nykøbing. Foto: Nicklas Linnemann

Ikonisk spisested udskyder åbning

En række uforudsete udfordringer har udskudt Nykøbing-satsning, men nu er der sat en dato for åbningen af det gamle Ritz, der nu hedder Bord 4.

Offentliggjort Sidst opdateret

Skiltet fortalte om åbning den 3. maj, men de fleste kunne ved selvsyn konstatere, at der hverken blev skænket fadøl fra Falster Bryghus eller langet smørrebrød med lokale råvarer over disken på torvet i Nykøbing.

I stedet blev der fortsat hamret, banket, savet, flyttet og indrettet – og det er da også forklaringen på, at åbningen nu er flyttet til fredag den 15. maj.

Kim Hagengaard og Danni Frederiksen er de daglige bestyrere af Bord 4 i Nykøbing. Privatfoto

Kort om bygningen

  • Ritz-bygningen i dens nuværende form åbnede i slutningen af 2017.
  • Dens forgænger blev raseret af en voldsom brand i oktober 2003, og i flere år derefter stod den mere eller mindre uberørt.
  • Entreprenørfirmaet Bo-Hus købte grunden i 2016, og i december 2017 kunne man så slå dørene op igen for en ny restaurant.
  • Bord 4 åbner 15. maj.

- Ja, helt kort kan man vel sige, at vi fik åbnet en Pandoras æske af uforudsete udfordringer, der desværre har gjort, at vi har måttet udskyde åbningen, lyder det fra Bodil Tornøe Almgren, der har overtaget legendariske Ritz på torvet i Nykøbing og omdøbt den til Bord 4.

En af de udfordringer, der er stødt til projektet, er blandt andet en madelevator, der ganske enkelt er gået i stykker, og som ikke står til at kunne repareres.

Smal bygning

Er man bare en smule bekendt med bygningen, så ved man, at den er relativt smal, men til gengæld har servering i tre etager.

Bodil Almgren har udskudt åbningen af Bord 4 i Nykøbing. Pressefoto

- Det er jo alfa og omega med en madelevator. Jeg får jo nok ikke mange tjenere til at servere på tre etager uden en madelevator – og jeg synes i øvrigt heller ikke, at det ville være rimeligt, men der er syv ugers leveringstid, så derfor bliver vores åbning en slags ’soft opening’, fortæller Bodil Tornøe Almgren og fortsætter:

- Her åbner vi så til en start stueetagen og udeområdet, hvor vi til at begynde med vil have åbent fra 11.30 til 18.00 alle dage bortset fra søndag og mandag, der foreløbig er lukkedage. Så en lidt neddroslet version, men uden at gå på kompromis med den kvalitet, vi gerne vil levere.

Dermed er de oprindelige planer om aftenåbent og cocktailbar sat lidt på pause, men der skal nok komme luft under drømmene, understreger Bodil Tornøe Almgren.

Ritz har en lang historie. Her et billede fra sommeren 1974. Det er Ritz med de gule markiser. Foto: Flemming Olsen

- Altså, det er jo ikke billigt at indrette en restaurant, jeg har ansatte, der skal betales, så jeg har også brug for noget omsætning, så også derfor åbner vi lidt mere beskedent end først tiltænkt, men vi glæder os stadig helt enormt til at vise, hvad vi kan.

Ifølge Bodil Tornøe Almgren, der også er forpagter på Fuglsang Herregård indtil 1. oktober, skal der nok komme gang i alle tre etager.

- Jeg vil tro, at vi er klar med en ’grand opening’ sidst i juni. Det bliver fantastisk, lyder det optimistisk fra Bord 4-idémageren.