Sundskolen kommer til at stå klar til næste skoleår, men i hvert fald fire klasser vurderes at stå uden klasselokale allerede ved indflytningen. Arkivfoto: Guldborgsund Kommune
Frustrerede forældre: Hvor bliver pavillon-beslutningen af?
Sundskolen åbner til august 2026, men der er stadig ikke truffet politisk beslutning om opstilling af pavilloner, som skal sikre den nødvendige kapacitet på den nye skole. Det skaber bekymring hos både skolebestyrelsen og Socialdemokratiet.
Skolens nuværende kapacitet er utilstrækkelig, og uden
midlertidige løsninger risikerer elever og lærere at stå uden ordentlige rammer
for undervisning.
Skolebestyrelsen har været i kontakt med børne- og skoleudvalget for at gøre opmærksom på
problemet og foreslået pavilloner, senest med høringssvar og direkte brev til
byrådet forud for mødet den 9. oktober 2025.
På dette møde blev det besluttet,
at Børne- og Skoleudvalget skulle tage en beslutning hurtigst muligt efter
skoleindskrivning.
Sagen er nu sendt videre til afgørelse i det nye børne- og skoleudvalg.
Den nye Sundskole skal åbne i august 2026, og den er allerede for lille. Den mest pessimistiske model viser lige nu, at der vil være brug for fem pavilloner til at huse eleverne, allerede før de er flyttet ind.
Alligevel er der ikke politisk truffet en løsning om opstilling af midlertidige pavilloner for eleverne, og den manglende afklaring bekymrer forældrebestyrelsen.
Det udtaler formand Louise Bay Nielsen.
- Vi havde en klar forventning om, at sagen ville være
afklaret i fagudvalget, som lovet. Det er desværre ikke sket, og vi forstår
simpelthen ikke, hvorfor beslutningen bliver udskudt igen og igen. Vi har brug
for en hurtig afklaring, så vi kan komme i gang med de nødvendige
forberedelser. Efter vores vurdering er den bedste midlertidige løsning fortsat
pavilloner.
Socialdemokratiet gik i efteråret ind i sagen, for her deler man bekymringen, siger Kathrine Brønnes.
Annonce
- Vi er ærgerlige over, at fagudvalget ikke har truffet den
beslutning, som blev lovet. Det skaber unødig usikkerhed for skolen og
forældrene. Vi synes også, at der har været et stort politisk fokus på sagen igennem
efteråret, og vi er lidt uforstående ovenfor at der ikke er taget politisk
ejerskab og ansvar.
Realistisk og ydmyg løsning
Hun er opmærksom på, at fagudvalget har haft en drøftelse på et lukket møde, men hun ved ikke, hvad man er nået frem til.
- Dette er derfor også en appel om, at der skal ske noget i sagen nu, siger hun.
På grund af udvalgsstrukturen i Guldborgsund Kommune, er det kun børn- og skoleudvalget, som kan tage en beslutning og sende den videre til afstemning i økonomiudvalg og byråd.
Selvom der stadig er otte måneder, til Sundskolens elever træder ind på den nye skole, vil skolebestyrelsen gerne have sikkerhed for, at der findes en løsning snart, lyder det fra Louise Bay Nielsen.
- Vi mener selv, at pavillonerne er en meget realistisk, konstruktiv og også lidt ydmyg løsning på, at eleverne kan få et ordentligt lokale uden at skulle tage faglokalerne i brug. Det undrer os bare, at det skal tage så lang tid. Udvalget har kendt til denne udfordring, siden de gik i gang for fire år siden.
Hun forklarer, at fire årgange nu er på tre spor. Hvis børnetallet stiger, og der er behov for et tredje spor på flere årgange, bliver problemet kun større.
- Lige nu er der ikke plads til børnene, og for os er de og personalets trivsel det vigtigste sammen med muligheden for at skabe en god faglighed. Vi vil rigtig gerne have fokus tilbage på børnene frem for på alt muligt andet i denne sag.
Overdrages til nyt udvalg
Annonce
Henriette Klingberg-Nielsen (V), der er næstformand i det kommende børne- og skoleudvalg, er opmærksom på sagen og bakker op om skolebestyrelsens ønske om pavilloner. I en fælles udtalelse med den kommende formand Henrik Steen Jensen (SF), lyder det:
Vi mener, at det ville være utidigt, hvis vi tog en beslutning 14 dage før, at det nye udvalg skulle i gang.
Martin Lohse (Guldborgsundlisten), afgående formand for børne- og skoleudvalget.
- Vi har stor forståelse for, at skolebestyrelsen ønsker, at der kommer en beslutning snarest, så rammerne for børnene er klar til sommer, udtaler de.
- Vi kan også se, at det nuværende udvalg har drøftet sagen i november. Vi beder naturligvis forvaltningen om en overlevering, så vi og resten af det nye udvalg kan komme godt i gang.
Og det får de, understreger den nuværende formand fra Guldborgsundlisten, Martin Lohse.
- Sagen ligger der, hvor vi sender den videre til afgørelse i det nye børne- og skoleudvalg. Vi mener, at det ville være utidigt, hvis vi tog en beslutning 14 dage før, at det nye udvalg skulle i gang, og de så skulle arbejde videre med vores afgørelse.
Han tilføjer, at Socialdemokratiet har et medlem i udvalget og derfor har haft mulighed for at påvirke processen derigennem.
- Men vi har haft en super god dialog med skolebestyrelsen, og fra deres side kan jeg godt forstå, at de har brug for en beslutning. Men hvis den træffes på udvalgets møde i januar, er der god tid til at skaffe de nødvendige pavilloner, lyder det fra Martin Lohse.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu