Guldborgsund

Manden fremstilles i Retten i Nykøbing. Arkivfoto: Anders Knudsen
Sagen, som finder sted her i Retten i Nykøbing, har ifølge anklagemyndigheden tråde ud i Europa. Arkivfoto: Anders Knudsen

Anklager om kæmpe bedrageri-sag: Går over landegrænser

Forsvarere afviser, at deres klienter var med i en organisation

Offentliggjort

Få overbllikket over de 15 retsdage

Sagen om bedrageri og databedrageri i Nykøbing er sat til at vare 15 retsdage.

Første dag var onsdag, da sagen blev præsenteret.

5. maj skal den 24-årige hovedmand afhøres, og 26., 27. og 29. maj skal de tre øvrige tiltalte afhøres.

1. og 3. juni er der afhøring af i alt 15 vidner.

8., 9. og 15. juni skal retten dokumentere, og det samme sker 22. eller 23. juni.

Derefter følger procedure i disse dage samt 29. juni.

30. juni skal retten votere for at afgøre skyld og straf.

Kæmpesagen om bedrageri og databedrageri, som løber op i over 30 millioner kroner, har tråde fra Nykøbing og ud i Europa.

Det er opfattelsen hos Lotte Nielsen, der er anklager i den store sag.

- Der er tale om en større virksomhed, der går over landegrænserne, sagde hun onsdag, da hun forelagde sagen for Retten i Nykøbing.

Engelsk forbindelse

Ifølge anklageren er det folk i England, der står bag denne organisation, og som optræder under forskellige profiler.

- Så vi ved ikke, hvem de er, sagde Lotte Nielsen.

Under sin forelæggelse oplyste hun, at den 24-årige, som politiet anser som hovedmand i den store sag, flere gange har været i England.

Første gang var en uge i september 2022.

- Her lærte han en masse, som han satte i værk, da han kom hjem igen, sagde anklageren.

Måske også Spanien

Også senere har den 24-årige været i England med samme formål, og det har de andre tiltalte også.

Desuden har nogle de tiltalte også været i både Barcelona og på Mallorca.

Men anklageren nævnte ikke noget om, hvad de tiltalte efter politiets mening skulle have foretaget sig i det spanske.

- Og skete der noget i Barcelona? Det var jo en almindelig ferierejse. Der er mange, som rejse til Barcelona, sagde advokat Jan Schneider, der er forsvarer for en 21-årig mand.

Bange for bagmænd

En udtalelse under retsmødet antyder, at der måske er tale om en større organisation.

Jan Schneider nævnte, at de tiltalte i sagen kunne være bange for bagmænd.

Det skete under en debat om et eksisterende navneforbud.

Efter indsigelse fra Ritzau og Folketidende endte retten med at ophæve forbuddet på grund af sagens omfang.

Advokat afviser

Senere bestred advokaten, at de tiltalte har arbejdet sammen i en organisation.

- Min klient har ikke været en del af en organisation, sagde han.

Han slog fast, at der er mange grupper, som udfører den form for kriminalitet, som de fire er tiltalt for.

Advokat Anne Damhus Secher, der er forsvarer for den 24-årige, afviste også fælles kriminalitet.

- Min klent skal dømmes for det, som han findes skyldig i. Ikke for det, som andre må have begået, sagde hun.

De tiltalte har erkendt enkelte forhold, men ellers nægtet det meste.

Kæmpesag: 34.000 sider

Det er en meget omfangsrig sag, som Retten i Nykøbing har indledt mod fire unge mænd for data og databedrageri.

Sagen og dens bilag fylder 34.000 sider, vel at mærke elektronisk.

Og det giver både anklager og forsvarere problemer, snakkede de om på retssagens første dag onsdag.

- Filerne er så store, at det er svært at modtage materialet, lød det fra forsvarerne.

Også anklager Lotte Nielsen måtte indrømme, at hun havde haft svært ved at åbne det store materiale.

- Men jeg hjælper gerne til, sagde hun.

Selve anklageskriftet mod de fire, som mest har nægtet sig skyldige, er på 123 sider.

Heraf fylder tabeller over de mange ofre for svindelen 117 sider.

Foregik på kollegium

Operation Kollegium.

Sådan har politiet døbt den store efterforskning, der er endt med, at fire unge mænd sidder på anklagebænken for bedrageri og databedrageri.

Navnet skyldes, at flere af de såkaldte "muldyr", som har flyttet penge fra svindelen rundt, i 2022-2024 boede på kollegiet på Østre Allé i Nykøbing.

Desuden kommer tre af de fire tiltalte fra Nykøbing eller omegn, mens den sidste, der er fra Jylland, har opholdt sig en del i byen.

Under førstedagen af sagen onsdag blev det oplyst, at fem andre personer for nyligt er dømt for hvidvask i Operation Kollegium.

- Disse sager er afgjort for nyligt, oplyste anklager Lotte Nielsen.

Disse fem og en sjette mand, der selv har været en del af netværket bag svindelen, kommer i øvrigt som vidner i sagen om en månedstid.