Derfor vandt de tre lokale virksomheder
Sådan ser Sundskolen ud nu. Foto: Lars Henriksen
Lars Henriksen
Tre lokale virksomheder skal stå for at bygge Sundskolen færdig. Men hvorfor blev det lige dem?
Det er slet ikke billigt at bygge en ny skole. I sidste uge kom der dog en regning, som chokerede flere politikere.
172,9 millioner kroner skal det koste at få børnene i Sundby ind i spritnye lokaler, viste det sig. Og når vi lægger det hele sammen, løber prestigeskolen for nuværende op i 310 millioner kroner.
Men hvem skal bygge Sundskolen færdig?
Det fik vi mandag svar på.
Vinderne af udbuddet
Efter Børn og Skoleudvalgsmødet udsendte kommunen en pressemeddelelse. Her kunne man læse, at det ansvar påhviler tre lokale virksomheder. Rask El skal stå for installationsarbejdet, MSE for landskab og kloak, mens Idébyg skal stå for byggedelen.
Læs også: Glæden og modet er stort hos de lokale, som skal gøre Sundskolen færdig
Patrick Sloth Rasmussen, projektleder hos Guldborgsund Kommune, oplyser nu, at der var flere, som også bød. Udover MSE var tre andre prækvalificerede til at tage sig af landskab og kloak. To andre valgte at afgive bud.
Rask El var den eneste virksomhed, som ville påtage sig installationsarbejdet. Omvendt var flere klar på at tage sig af byggedelen.
Fem var prækvalificerede, mens i alt tre valgte at afgive bud.
Læs også: Byrådsmedlem retter hård kritik i skandalesagen
Projektlederen understreger, at "projektet har en størrelse, hvor det lovgivningsmæssigt er et krav, at det bliver udbudt i EU, hvilket betyder, at alle virksomheder med de rette kompetencer har kunnet byde på projektet."
Men hvad afgjorde så, at det netop blev MSE og Idébyg og ikke nogen af de andre?
De tre parametre
Det har Patrick Sloth Rasmussen en forklaring på. Der var en todelt vægtning, hvor prisen udgjorde 60 procent, mens kvaliteten udgjorde 40.
For at vurdere kvaliteten kigger Guldborgsund Kommune på tre parametre.
Det første parameter handler om, at firmaet skal vise, at det kan klare opgaven.
Det andet handler om tid. Firmaet skal nemlig forklare, "hvilke tidsmæssige udfordringer og muligheder de ser, og komme med forslag til, hvordan de vil håndtere og planlægge gennemførslen af arbejdet".
Læs også: Ny skole medvirkede til, at Henriette flyttede til byen: Nu er hun bekymret
- Til sidst skal firmaet sende et organisationsdiagram for projektet med CV'er for de nøglemedarbejdere, der skal udføre arbejdet, så vi (Guldborgsund Kommune, red.) kan sikre, at de rette kompetencer er til stede, forklarer projektlederen.
Havde det nogen betydning, at det var lokale virksomheder?
- Overhovedet ikke, men der har generelt været en fornuftig lokal interesse for projektet, men heldigvis også interesse fra firmaer med andre postnumre, hvilket kun er positivt for konkurrencen.
Hvad har det kostet Guldborgsund Kommune at få det her i udbud og finde frem til de tre vindere, Idébyg, Rask El og MSE?
- Der er blevet udarbejdet et samlet udbud på totalrådgiveraftalen, som ABC Rådgivende Ingeniører A/S vandt. Det er en samlet pakke, hvor de blandt andet har stået for at skabe et detaljeret overblik over byggeriets stadie. De har også stået for udbuddet, og de kommer også til at stå for byggeledelsen og tilsyn med færdiggørelsen af byggeriet. Så det er en samlet pakke på de 8,6 millioner kroner, hvor jeg ikke kan tage prisen for udbudsdelen ud som en særskilt ydelse og pris, oplyser Patrick Sloth Rasmussen.